Alkmene er et aromatisk efterårsæble, som vi plukker fra midt i september til først i oktober. Det kan holde sig til december ved kølig opbevaring. Æblet er rødt, sprødt, saftigt og sød-syrligt med en kraftig ”cox-agtig” aroma. Alkmene er et ret nyt æble i Danmark, men det har allerede mange tilhængere blandt vores kunder. Det er nemlig et lækkert spiseæble. Sorten er robust overfor skurv og meldug, men kan få æblekræft. Det sørger vi for at klippe væk.
Alkmene er en krydsning af Cox Orange og Oldenburg dannet i Tyskland i 1930. Vi dyrker en rød, hollandsk klon, der hedder Cevaal. Alkmene hører til den græske mytologi, hvor Alkmene var dronning af Theben. Hun fødte Herakles, Zeus’ søn.