Collina er et af de første æbler, som modner hos os. Det kan plukkes fra midt i august til først i september og kan holde sig et par uger. Det er meget aromatisk og til den søde tand. Saftigt og sprødt er det også. Collina ser man sjældent i supermarkeder, for det kan ikke tåle sorteringsmaskiner. Når vi plukker det, gør vi det ekstra forsigtigt, for æblet er meget følsomt for stød. Hvis de gnider sig meget op ad hinanden i kasserne, så kan æblerne få en brun plet, de såkaldte “stødpletter”. Den brune plet kan spises eller skæres væk, som man nu foretrækker det.
Collina plantede vi, fordi det er et lækkert tidligt æble, og fordi det er robust, bl.a. skurvresistent. Den sidstnævnte kvalitet er dog slut, for skurvsvampen har dannet nye smitteracer, så resistensen virker ikke mere. Derfor får Collina pletter, hvis foråret er regnfuldt. Det gør dog ikke så meget, for også plettede æbler giver en dejlig most. Collina er en hollandsk krydsning af Elstar og den skurvresistente sort Priscilla. Elstar er datter af den gamle danske sort Ingrid Marie, så Collina er barnebarn af Ingrid Marie.